Burma/Myanmar er et land med en unik kultur og civilization der i mange år har været isoleret fra omverdenen. Men nu er forholdene under forandring. Siden løsladelsen af demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi fra husarrest i 2010 og indsættelse af en civil regering i 2011, er landet begyndt at åbne sig mod omverdenen. I perioden 2011 - 2013 er antallet af udenlandske turister steget med over 50 procent og fremgangen ventes at fortsætte. Mange som har rejst i Cambodia, Thailand og Vietnam har nu også sat Burma/Myanmar på listen over lande som skal besøges. Og opleve Asien som det var engang! Og her venter virkelig den rejsende store og spændende oplevelser. Kultur, historie og natur, og en venlig og gæstfri befolkning som er glade for at modtage gæster i deres land.

Fattigdommen er tydelig når man rejser rundt i landet. Det samme er den menneskelige varme og åbenhed man møder på sin vej. Turisme er et erhverv hvor pengene spredes på et stort antal hænder og kommer mange til gode. - De ansatte på hotellet, guiden der viser rundt, den unge kvinde der sælger postkort og drikkevand, tjeneren  der serverer i restauranten,  souvenirsælgeren- alle får de del i turisternes penge. Og pengene bliver ikke gemt under madrassen. De spredes videre i den lokale økonomi og er med til at skabe livsgrundlag for endnu flere mennesker. Sådan er turisterne med til at bekæmpe fattigdommen i landet. Jeg benytter udelukkende privatejede hoteller og flyselskab i de arrangementer jeg tilbyder.

For befolkningen i landet er det et stærkt ønske at der kommer flere turister på besøg. Turister knytter  bånd til resten af verden. Det bidrager til at bryde den isolation man har været underlagt i de sidste halvtreds år.